Odd Marius Walaker forvandles til Brødrene Walker med w-potens, da han er 15 år gammel vælter på cykel, og herefter, indtil han begynder at blive voksen, kan han alt. Puberteten er præget af potens på enhver måde, grådig appetit på viden og erfaringer, og af fantastiske oplevelser og deprimerende indslag, såsom forældrenes (apollo og trieste) mulige skilsmisse, der hænger tæt og truende over hele perioden, den irriterende Andreas’ forsvinden, fru Harams svulmende kvindelighed og ikke mindst uopnåelige Mias usædvanligt brutale afvisninger af Odd Marius’ spæde kontaktforsøg.
Romanen er skrevet i dagbogsform og især i begyndelsen benyttes layoutet til at understrege – og gennemstrege de mange tankeeksperimenter, den unge forfatter gør sig. Mellem dagbøgerne fra 1983-1985 skriver den voksne Odd Marius Walaker, der skal hjælpe Norge (’Et land på evige sygdagpenge, bistand, pension, stipendier’) gennem en ikke præcist defineret krise (terrortrussel?), og har brug for at vende tilbage til ungdommens dagbøger i håb om der at finde de muligheder, som en voksen, stivnet hjerne ikke har til rådighed.
Som i Kjærstads trilogi, Forføreren, Erobreren og Opdageren, er det historier, tanker og begivenheder i een overvældende blanding. Ind i mellem er der lidt fra Lady Orakels brevkasse med gode (usædvanlige) råd, og interviews med forskellige personer, hvorunder blandt andet fortælles en stærk beretning om en arvesag.
Udover at levere en levende, mangeartet fortælling bidrager Kjærstad også til sproget: En babylonsk tung dør, ottomansk god til at spille klaver, cortex-fattig. I det hele taget sørger forfatteren venligt for, at læseren føler sig rigere efter endt læsning, om end man måske ikke helt ved hvorfor.
Forfatter: Jan Kjærstad
Oversættelse: Camilla Christensen
438 sider
Samlerens Forlag
Udgivet: 3.04.2009
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks