Israel er i dag et multikulturelt samfund med en meget stor gruppe af arabiske jøder, som kulturelt og politisk står i modsætning til de europæiske og de russiske jøder.

Med vanlig grundighed gennemgår Morten Thing staten Israels historie i nyere tid, herunder baggrunden for de mange konflikter mellem jøder og palæstinensere, konflikter der både er mere indviklede og måske også mere velbegrundede, end en hurtig søgning i danske medier giver indtryk af.

At jøderne skulle have deres eget land, havde jævnligt været til diskussion, selv om jøderne boede adskillige steder i Vesteuropa, i Rusland, Polen og Ukraine, og måske ikke længere havde så meget til fælles. Europas jøder har skændtes om fællesskabet siden slutningen af 1800-tallet. Skulle de assimilere sig, eller skulle de finde et hjemland, hvor de kunne leve i fred for antisemitismen? Det sidste var zionisternes holdning, og det blev dem der fik ret, og 2. verdenskrig understregede vel netop, at man stadigt var jøde, selv om man havde boet i Tyskland eller Frankrig i flere generationer. Vesteuropas reaktioner på nazismen fortalte tydeligt, at jøder ikke var vesteuropæere.

Flugten til Israel begyndte allerede i 1881, da  jøder flygtede fra pogromer i Østeuropa. I 1800 boede der under 7.000 jøder i Palæstina, i 1915 boede der 87.000. Tallet steg til 174.000 i 1931, og efter krigen og grundlæggelsen af staten Israel – i 1947 – kom tallet op på 630.000. I dag er 74,2% af den israelske befolkning jøder, 20,9% er arabere.

Der havde været forslag om flere andre hjemlande, Egypten, Cypern, Uganda. Det britiske imperium var ikke kritisk med tilbudene, men af forskellige årsager blev de alle forkastet. Efterfølgende var der forslag om at dele Palæstina op i to stater, men det endte med en jødisk magtovertagelse, hjulpet på vej af militaristiske handlinger, forgiftning af vand og massakrer på palæstinensere der flygtede i stort tal: 

‘… dræb enhver araber, du møder; sæt ild til alt, hvad der kan brænde og spræng dørene’.

De engelske soldater greb ikke tilstrækkeligt ind, udrenselsesprocesserne mod palæstinensere fortsatte og kostede også den svenske FN-mægler Folke Bernadotte livet, kort efter at han havde forhandlet våbenhvile og fremsat krav om repatriering af palæstinensere samt genopdeling af landet. Zionisterne havde 50.000 soldater, palæstinenserne 7.000 mand.

Jøder i Israel opfatter i stort omfang sig selv som holocaust-overlevere, det vil sige som ofre for en voldsom uretfærdighed. Hvis man lever med en basal følelse af at være offer, berettiger det måske til en mere aggressiv opfattelse af ens omverden? Det indtryk kan man få, når man læser de mange klip, Thing har hentet fra historien om voldelige overgreb, om statens bortførelse og bortadoption af arabiske børn. Ydermere har offerrollen fra 2. verdenskrig gjort, at enhver kritik af Israel kan dømmes ude som antisemitisk, og det komplicerer unægteligt vejen mod en mere fredelig sameksistens i landet, selvom jøder i både USA og Europa kritiserer Israel for den militante holdning overfor omgivelserne.

Palæstinenserne har ikke stemmeret til Knesset, mens israelere på Vestbredden har. Der er endnu lang vej til demokratiet.

Morten Thing har skrevet en interessant bog om politik, sprog, historie og verdenssamfundets fejltagelser. Forhåbentligt kan bogen bidrage til at nuancere og kvalificere en sund, demokratisk debat.

Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat

Morten Thing

224 sider

Solidaritet

Udgivet: 2023

Birte Strandby