God regeringsførelse med velfungerende offentlige institutioner er helt afgørende for et lands velstand og for borgernes velfærd.

Her foreligger noget så usædvanligt som en bog om embedsmandssystemet og dets vanskeligheder i dagens Danmark, skrevet af to tidligere departementschefer. At man har brug for bogen, opdager man først, når man sidder med den.

Optakten er at departementschefens rolle har ændret sig meget de seneste 30 år, og måske er der opgaver der skal revideres. Blandt andet fordi det at lave politik er blevet en stadig større opgave, og det kan være vanskeligt først at gå engageret ind i en ministers politiske arbejde, for efterfølgende at være lige så entusiastisk, når en ny minister fra en anden fløj kommer på banen. Også nye oplevelser med manglende tillid til embedsmandsafgørelser kan give grund til at ændre på departementschefens rolle. Måske burde man overveje samme system som amerikanere og svenskere, så alle ledende embedsmænd udskiftes ved regeringsskifte?

For tiden er kravene til departementschefen, at han/hun skal være en dygtig politisk rådgiver, en opfindsom politikmager, en teknisk/faglig kompetent leder og garant for, at alt, hvad der produceres, er rigtigt, og samtidigt være den person, som kan sikre en korrekt og hensigtsmæssig forvaltning. Ministrene er dybt afhængige af det materiale embedsmændene forsyner dem med, og udadtil er ministeren ansvarlig for fejl begået i hans/hendes ministerium.

Begge forfattere beskriver med grundighed ministerier, styrelser og arbejdsgange, og et stort antal eksempler på gode og dårlige sager gør læsningen interessant og vedkommende. Som eksempel på en møgsag – et kapitel i bogen hedder Møgsager – er der beretningen om de danske værfter, der i 1970’erne fik vanskeligheder i forbindelse med konkurrence fra asiatiske værfter, hvorfor de fik et betydeligt statstilskud. Senere kom EU-regler ind i billedet, der netop skulle forhindre, at europæiske værfter konkurrerede med hjælp af statstilskud. Det rejste i 1990’erne en debat om lovligheden af de danske værftstilskud, og sagen udløste en mængde spørgsmål i Folketinget og fik en betydelig mediedækning. Styrelsen viste sig at have rod i papirerne, men her kunne A. P. Møller – Mærsk heldigvis hjælpe. De havde orden i sagerne. Og med rettidig omhu – fra departementschefens side – fik sagen en relativt fornuftig udgang. Kun i forbindelse med Lindøværftet var der uoverensstemmelser, hvorfor A. P. Møller – Mærsk blev idømt en (uretfærdig) bøde.

Der er flere eksempler på god og mindre god embedsførelse, især SKAT er i ilden i flere omgange, og i nogle tilfælde er den gode embedsførelse ved at tage overhånd, som da en krans til en afdød embedsmands begravelse noteres som personalegode og beskattes af dødsboet.

Der er andet der på departementschefens skrivebord, EU, farven på spegepølsen, og den planlagte betalingsring der kunne have været gennemført med en bedre forberedelse. Desuden er der historier om interne magtkampe, der næsten tager fokus fra de seriøse opgaver, og om super effektive ministerier:

en tidligere konservativ industriminister kunne ikke erindre en sag, hvor han selv havde påvirket indholdet.

Men der er også eksempler på, at man lytter til borgerne og accepterer, at lovgivningen og embedsførelse kan tage fejl.

Det store spørgsmål er, hvordan opgaverne fremover fordeles mellem politikere og embedsmænd, så vi stadigt kan have tillid til, at vores land styres effektivt uanset politiske observanser.

Hvem har ansvaret?

Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem

Peter Loft og Jørgen Rosted

278 sider

Gyldendal Business

Udgivet: 01.09.2016

Birte Strandby