Clare Mackintosh kan noget særligt. Måske skyldes det, at hun ikke har berøringsangst. Her som i romanen ’Når det er slut’ går hun efter barnet, forældrenes sårbarhed, og som i nævnte roman er forholdet mellem forældrene afgørende for udviklingen i handlingen.
Gidsel er som titlen antyder en thriller. Mina er stewardesse. Kabinepersonale siger hun selv. Hun har byttet sig til en tyve timers rejse fra London til Sydney. Det er en jomfrurejse med et nyt fly og en række kendisser der flasher glimt af flyveturen på Instagram.
Før rejsens begyndelse møder vi Mina og hendes familie, den femårige datter, Sophia, og Sophias far, Adam, der er ude i noget snavs, men ikke den type snavs, Mina forventer. Sophia er et specielt barn med specielle behov, men Mina føler sig tryg ved, at barnet passes af sin far og af barnepigen, mens hun flyver.
Da flyet er i luften, begynder problemerne, og Mina opdager, at hendes barn bestemt ikke er i sikkerhed. Flykaprere truer Mina til at samarbejde, og på jorden får Adam store vanskeligheder.
Romanen følger Mina og Adam og nogle af passagererne på flyet til Sydney. Trusselsniveauet stiger, og Mackintosh styrer virtuost læserens opmærksomhed gennem romanen, og gang på gang overraskes man over udviklingen. Ombord på flyet er der en bombe, og det viser sig, at der også er en bombe på jorden, omend af en anden type.
At Mackintoshs flykaprere og deres krav er helt med på beatet i forhold til vores verdensorden og nuværende problemer, kan ikke undre, At hun tilsyneladende også kan gengive stemningen i et kapret fly overbevisende er en fed præstation, som man kun kan nyde. Men først og fremmest er karakterne taget ud af hverdagen, og plottet er gennemtænkt og en lille smule ondt.
Gidsel
Clare Mackintosh
Oversat af Brian Christensen
400 sider
Aronsen
Udgivet: 07.10.2021
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks