En selvbiografi men en særlig uhyggelig en af slagsen: To modne mennesker mødes og gifter sig. Efter et par måneder indfører han vold i ægteskabet.

Det er en forbløffende monsterkarikatur af en mand, og det er endnu mere forbløffende, at fortælleren er så længe om at komme ud af ægteskabet – seks år.

Vores fortæller er begavet, selvstændig, slagfærdig, og han er ikke noget at samle på: Han er voldelig, fornæret og ligger dagen lang på en sofa og ser pornofilm, mens han i selskaber enten falder i søvn – hvis det er hans egen omgangskreds – eller overbeglor og antaster nogle af kvinderne – hvis det er hans kones omgangskreds. Hans motto overfor ægtefællen er: Det er din egen skyld … og netop her ligger måske en del af forklaringen på det forfærdelige samliv. Fortælleren kommer selv fra en barndom, der er præget af en egoistisk og uengageret mors kulde og fravær. Men en god forklaring på forholdet kommer der aldrig. Fortællerens begrundelse hedder: Intenst offersyndrom, illustreret ved at der hvor hun søger følelser og nærhed, svarer hendes mand: Forspil! Følelser! Og fanden og hans pumpestok!

Bogen er tragisk, også selvom den ender fornuftigt med skilsmisse, men der er masser af rapt sprog og humoristiske betragtninger, som da fortælleren i en periode pådrager sig sig alverdens mystiske sygdomme. Det bringer hende i dyr terapi omfattende en kostplan, der fraråder boghvedegrød. Bemærkelsesværdige er også parrets skænderier, der får dem begge til at ligne et par umodne trettenårige. Og værst da hun i en opsummering, finder at faktisk var hans brutalitet det mest interessante ved ham.

Fanden og hans pumpestok

Ilse M. Haugaard

212 sider, 249 kr.

Gyldendal

Udgivet: 18.02.2011

Birte Strandby