Hvert fjerde minut er der nogen, der bliver dræbt et sted i Latinamerika.

– 15 mord i timen, 367 mord om dagen …

Det er mere end en stor epidemi, og det har varet i tyve år.

Djævlen sover aldrig handler om de mange mord, om kampen mod volden, om kartellernes mænd der er bedre bevæbnet end regeringshæren. På en måde minder bogen om TV-serien The Wire, der handler om narkohandel i Baltimore: Det er kriminaliteten der styrer, og selv dem der vil det gode, går sommetider voldens vej, og deres arbejde syner af meget lidt.

Forfatteren har talt med fire mennesker i Mexico, Brasilien og Venezuela, der hver for sig arbejder for at komme volden til livs. Den første vi møder, er Carlos Mata. Han er advokat og yder gratis bistand til ofre, familier der har mistet medlemmer til volden. Det lyder i sig selv forsonende, men hans metoder er ikke så meget bedre eller mindre voldelige, end dem banderne og kartellerne anvender. Han går ikke af vejen for at bruge tortur eller hjemmekonstrueret bevismateriale, hvis det fører en morder til domstolen.Til gengæld bliver han jævnligt truet på livet, hans børn bliver kørt overalt, og familien bor i en mindre udgave af Ford Knox.

En anden som Magnus Boding Hansen har talt med, er Silvana Oliveira, der efter en onkels overgreb blev en hævner, der reagerede hver gang hun hørte om voldtægt, eksempelvis ved at kontakte bekendte i det fængsel, hvor voldtægtsmanden skulle afsone, og bede dem tage affære. 

I Mexico og andre sydamerikanske lande er narkokartellerne en af årsagerne til den megen vold. Der er bander, der hævner et drab med et drab, sender en besked, fjerner upålidelige medarbejdere – og sommetider tager fejl, når de skal foretage en hævnaktion. Volden er allestedsnærværende, og alle kender mindst et offer. ‘Sinaloakartellet i Mexico er for organiseret kriminalitet, hvad Vatikanet er for den katolske kirke’, og såvel kokainen i København som hashen i USA har været gennem Sinaloas hænder. 

Volden er så meget en del af hverdagen, at der ligefrem findes særlige ord for de forskellige mordtyper. Flere præsidenter har forsøgt at gøre noget ved problemet, men kan ikke hamle op med kartellerne, og skønt der er enkelte der kæmper, er det vanskeligt at forestille sig, at Sydamerika skulle blive et ikke-voldeligt kontinent foreløbigt.

Magnus Boding Hansen fortæller levende om sine indtryk, om at bo på voldens gade og om at være i klemme, fordi han ved for meget. Interessant og skræmmende læsning.

Djævlen sover aldrig

Mysteriet om Latinamerikas mange mord

Magnus Boding Hansen

175 sider

Gyldendal

Udgivet: 16.03.2021

Birte Strandby