Jaaaaa, så har Kim Fupz Aakeson skrevet en ny roman. Og så læser man de knap 250 sider, så langsomt som man kan for at trække nydelsen i langdrag og undrer sig en lille smule bagefter. For romanen handler om en trist kvinde med et trist liv, i øvrigt ligesom Aakesons Jonna er 54 fra 2009, og den eneste begejstring er læserens egen. Den er til gengæld massiv, selv om man måske spekulerer over, hvorfor forfatteren mener, at statsansatte kvinder over 50 har så fastlåste og kedelige tilværelser, så trætte og ensomme liv.

Susse er næsten 60 år gammel. Hun er fængselspræst og gift med Mugge. Mugges store ønske er en sejlbåd. Susse er mildest talt ikke særligt engageret, men tager med ned til marinaen og hører på Mugges entusiastiske bådtaler. Det ender med bådkøb, og parret sejler ud hver lørdag, når præsten har fri. Lidt modvilligt lærer Susse også noget om sejlads, men da Mugge falder overbord, kan hun ikke rigtigt huske det, hun har lært.

Som en bedre Don Camillo har Susse direkte forbindelse til Gud, og Gud reagerer med jævne mellemrum:

‘Henvender du dig til din gud for at snakke parkering og Irma?’

Gud er ikke den der dømmer. Men det gør Susse måske. Sig selv, vel at mærke. Hun dømmer ikke de indsatte i fængslet, det er der andre til. Kevin sidder inde, fordi han har kvalt sin kæreste. Han får besøg af kærestens veninde, og pludseligt bliver de et par, og de skal have et barn. Bryllup og fremtid. Indtil Kevin opsøges af sin afdøde kærestes mor.

På en måde er det næsten samme historie som i Jonna er 54, og det er en dybt fascinerende, måske endda sandfærdig fortælling om hamsterhjul, tro og mennesker.

Kim Fupz Aakeson

Bådens navn

248 sider

Gyldendal

Udgivet: 05.03.2018

Birte Strandby