Denne verden er fuld af mennesker, der gerne vil skrive, og det er i de fleste tilfælde godt for os alle – hvor ville vi have været, hvis det ikke var for Tolstoj, Faulkner, Oksanen, Kim Fupz Aakeson og Toni Morrison? Eller for ordkunstnere som Byron, Baudelaire, Browning (hr. og fru) og Benny Andersen. For ikke at tale om vigtigheden af fornuftige fagbøger, artikler, kronikker og reklamesprog, når det er godt – kvalitetstestet af hverdagen.

Noget af det fantastiske er, at bøger og tekster nærmest kommer væltende ud i hovedet på os, og så skal de egentligt bare læses. Så kan man sidde der og blive rigere og rigere på ord, tanker og vendinger, nedskrevet af mennesker, der har tænkt, overvejet, betragtet måske ligefrem elsket de personer eller de emner, de skriver om. Fælles for dem er, at de hver har leveret noget nyt, måske en enkelt genial tanke, spændende sprogbrug eller for den sags skyld interessante og anderledes synsvinkler.

Generelt kan man glæde sig over det høje litterære niveau, vi nyder her i landet, men de seneste par år er der dukket en mængde middelmådige romaner op, måske fordi det er blevet billigt at udgive sin egen roman. Det er romaner med ok layout og en udmærket korrekturlæsning men med forbløffende dårlige formuleringer, en klicheramt og stereotyp fremstilling af mennesker og unaturlige dialoger. Det er en skam, for en del af fejlene kunne være undgået. Der bor ikke en Johannes V. Jensen i os alle, men det er muligt at tilegne sig et sprog, så romanen/teksten kan læses relativt flydende, så læseren bevarer lysten til at gå videre

Det er ikke en opfordring til, at vi alle skal forsøge at mase os ind på Forfatterskolen, men der findes masser af højskoler der tilbyder skriveværksteder og skrivekurser ledet af anerkendte litterater, og der er utallige bøger om emnet: Jørn Lund hvis man generelt vil vide noget om sprogbrug, Erik Hansen hvis man vil have styr grammatikken, Klaus Kjøller der kan vride sproget og fylde nye betydninger i gamle fraser, og der findes glimrende danskbøger, hvis man skulle savne basal viden – eksempelvis Dansk Direkte for 8. af Jens Hare. Den er humoristisk og underholdende og man kan blive forbavset over, hvor meget man har nået at glemme eller måske ignoreret, siden man selv gik i 8. klasse.

Der er ikke rigtigt en god undskyldning for dårligt sprog, og hvis man vil udgive en roman, så har man også pligten til at sørge for, at den kan læses. Det kan tage sin tid –  Balzac brugte som bekendt fem år på at skrive en roman – men det er muligt at få hjælp til hele skriveprocessen:

Howard Mittelmark og Sandra Newman har udgivet bogen ’How Not to Write a Novel’, og her tages fat på struktur, dialoger og karakterer.

Karakteropbygning er tilsyneladende ikke det største problem hos (danske) wannabe-forfattere, men enkelte hylder en tilbøjelighed til at dele menneskeheden op i gode og onde. Det er fint, hvis man producerer eventyr, men hvis det skal ligne realisme, er forventningerne anderledes. Mittelmark og Newmand skriver, at udover at være uhyre sjældne, så er perfekte mennesker kedelige, og ingen synes om en hovedperson blot fordi han ikke drikker, elsker sin bedstemor eller har grønne øjne. Det er samtidigt vigtigt, at hovedpersonen er troværdig. Hvis en angiveligt succesrig jurist i sin udlægning af forhold i forbindelse med retssale og tavshedspligt anvender udtryk som ’vist’ eller ’det tror jeg nok’, så bliver han utroværdig.

Et hyppigt problem hos de uudgivne eller selvudgivende forfattere er metaforerne, der trods en del opfindsomhed ofte er beklagende ufikse:

Den dårlige stemning tager sine store, brutale hænder på min hals og strammer grebet og kvæler mig.

Stilheden erobrede min hjernes aktivitet uden varsel.

… så havde bændelormen taget et solidt greb om hans hjerte.

Hvis man ikke kan finde på en god, ny metafor, så kan man måske overveje, om teksten er at foretrække uden metaforer?

Et irritationsmoment for læseren er den tekst, der synes at mangle en forklaring:

Som den yngste og stort set eneste, der ikke var fra Jylland, var Maj godt ombejlet.

Så sidder man som læser og overvejer, om de der jyder mon er mindre tiltrækkende, eller om omtalte karakters dialekt er særligt charmerende.

Et andet irritationsmoment er, når forfatterne hengiver sig til overforklaringer:

… ligesom et hængeparti i skak betyder, at man efterlader noget der ikke er fuldført 

I den forbindelse anbefaler Mittelmark/Newman, at man skriver til en indforstået læser, som man forventer, er bedre begavet end en selv. Mittelmark/Newman reklamerer desuden for, at man som begynder holder sig til enkle konstruktioner – i modsætning til følgende eksempel:

Being a devout Christian, when Sally learned that Doctor Fenton was a Christian scientist, which meant he was not just a scientist, but a Christian as well, she knows that this was the doctor God meant for her to see.

The door opens and Dr. Fenton, a man of heroic faith in a profession filled with the faithless, called her into his office.

Lige så vigtigt er det, at der er overensstemmelse mellem den faktiske begivenhed og den medfølgende dramatik:

I’d be willing to reconsider your grade if you would do something for me, the professor said.

Oh, whats that? she asked, tossing the gun aside and thrusting forward her young breasts, her eyes dewey with willingness.

I’ll be needing a cat-sitter for two weeks in April …

I dette eksempel kan man tale om at overspille, men der kan også være tale om at underspille, som i det følgende eksempel:

Det havde længe generet hende, at det sidste hun så af sin far og sin bror, var, at de blev skudt.

Over- og underspilning kan være på sin plads, hvis det er stilen for hele teksten, eller den skal være humoristisk, men isoleret giver det et uklædeligt stilbrud.

Desuden skal man være ægte forsigtig med i en nutidsroman at bruge 40 år gammelt talesprog og lade sin karakter benytte hilsener som ’Hallo i skuret’ – eller hvad der er værre: Lade sine karakterer ’steppe’ ind i rummet og kalde en af sine personer for filejs

How Not to Write a Novel har rigtigt mange gode – og underholdende opskrifter på skrivning, der kan bidrage til om ikke store klassiske værker så i hvert fald til fornuftig og læselig sprogbrug.

Et hyppigt forekommende problem er dialoger, men det kan trænes – dialoger findes alle vegne i det virkelige liv, så det er bare med at lytte, og lydhørhed for skriftsproget kan man øve ved at læse de forfattere, der kan skrive. Dem er der mange af, og den lokale bibliotekar kender de fleste. Desuden findes der forfattere, der mod betaling gennemlæser nye manuskripter. De kan søges på nettet, og det samme kan journalister, der påtager sig at nedskrive og gennemskrive historier for andre. En fremgangsmåde der jævnligt benyttes af erhvervsfolk.

Essensen er, at hvis man har en historie, så er det også ulejligheden værd at bruge tid og omsorg på at gøre den læsbar.

2013

Birte Strandby