Hvorfor mon denne bog udgives i februar 2014?
Bogen består dels af Zions vises protokoller i den danske oversættelse fra 1920 og dels af historien om Zions vises protokoller, der angiveligt er en jødisk plan om overtagelse af verdensherredømmet. En plan der i sit valg af fremgangsmåde nok kan sammenlignes med de værste repressive diktaturer. Således går det ud over …Trykkefriheden, Samvittighedsfriheden, Foreningsfriheden Valgretten og mange og meget andet , som bør forsvinde ud af Menneskenes Ordbog.
Flere steder er tonen stærkt generaliserende:
For at vi kan faa vore Planer udførte og naa vore Maal, maa vi regne med massernes Lavhed, deres Omskiftelighed, deres Uordholdenhed og deres manglende Evne til at forstaa og højagte deres egne Livsvilkaar og deres egen Velstand.
Sprog og menneskesyn er arrogant:
…men fra den dag vi har indpodet dem (Folkene) Tanken om egne Rettigheder, er de begyndt at betragte de regerende som almindelige Dødelige.
De kristne, jødernes fjende, forventes ikke at give mange vanskeligheder, for de er for længe siden blevet grebet af den snigende nyliberalisme. Zions vises protokoller tillægges værdi, fordi en del af den fremtid, der omtales efterfølgende er blevet til virkelighed, blandt andet de kristnes falden på halen for liberalismen, men som vi har lært de seneste år, skal der ikke mange tilfældigheder til at underbygge en god konspirationsteori.
Zions vises protokoller er siden blevet afsløret som et falsum og delvist kopieret fra et 60 år ældre fransk værk, men i nutidigt perspektiv kan det undre, at skriftet har fået så stor betydning; det er oversat til 38 forskellige sprog og udkommet i 950 udgaver. Det gør Morten Thing rede for i sin gennemgang af protokollernes rejse i verden fra 1903 i Rusland rundt i hele verden, herunder også Danmark hvor der var røster for og imod, og hvor man følgelig i det lille tolerante land skabte grunden for Dansk Forening til fremmede Elementers Begrænsning.
Skriftets værdi har været dybt afhængigt af datidens politiske klima, og i vores evige behov for at få parkeret paranoiaen har skriftet trods svulstigt, generaliserende sprogbrug og uden at give indtryk af ’begavet planlægning’ tilbudt en acceptabel syndebuk. Så måske kan genudgivelsen ved at minde os om tidligere fejl forhindre fremtidige gentagelser?
Antisemitismens bibel – Historien om smædeskriftet Zions vises protokoller
Morten Thing
180 + 123 sider
Informations Forlag
Udgivet: 28.02.2014
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks